Alt det lavpraktiske
Og hvad så med alt det lavpraktiske?
Det har i hvert fald vist sig, at et års tid til planlægning ikke er helt ved siden af. Vi startede ud med at undersøge hvornår det var smartest at tage afsted, hvilket vi kom frem til skulle være nu her i nærmeste fremtid, inden vores ældste dreng blev meget ældre. Både af hensyn til hans skolegang og venner. Vi er af sted mens han skal i 3. klassetrin, hvilket ikke stiller de store krav til pensummet. Og så vælger vi at time det med et skoleår, altså fra juli til juli. På den måde undgår vi afbrydelse midt i et skoleår. Det samme gælder for vores mellemste, som på samme tid skal begynde i 0. klassetrin. Vi holdt et møde med skolelederen og klasselæreren, som begge var meget støttende i vores beslutning og et møde med klasselæreren op til afrejse, hvor vi gennemgik undervisningsmaterialet pg årsplanen. De har været en stor hjælp med undervisningsmateriale til turen og den ældste er lovet tilbage i sin egen klasse. Nu hvor børnene ikke bliver undervist på en skole, skulle vi melde dem som hjemmeundervist i perioden hos kommunen. Jeg havde mange betænkeligheder omkring reglerne for hjemmeundervisning og hvordan kommunes pædagogiske konsulent ville stå over for vores beslutning om at hive børnene ud af skolen i et år. Det skulle heldigvis vise sig at være nemmere, end første antaget. Konsulenten var utrolig positiv stemt og ønskede ikke andet end blanketterne udfyldt. Intet formøde, intet pensum, ingen opfølgning, kun et ønske om en rigtig god og oplevelsesrig tur til os. Det var næsten ikke til at tro for mig som havde bekymret mig unødigt. Endnu en bekymring mindre.
Jeg skulle naturligvis også snakke med min arbejdsplads om muligheden for orlov i perioden, idet var et stort ønske at vende tilbage til selvsamme sted. Orlovsansøgningen blev heldigvis modtaget med rummelighed og forståelse. Det betød meget for mig.
Den mindstes børnehave ansøgte vi om orlov i 12 måneder, hvilket var den længste periode man kunne ansøge. Han er derfor sikret en plads i den velkendte institution, når vi kommer hjem. Det var virkelig rart, at det kunne lade sig gøre.
I forhold til vaccinationerne, så startede vi i god tid; et halvt år før afrejse. Nogle af vaccinerne skulle nemlig gives over fem måneder, således vi var livstidsdækket. Nogle af vaccinerne, som vi i første omgang havde valgt fra, valgte vi til efter nogen betænkningstid. Så det var meget godt, at vi var startet i god tid.
Tandlæge og børneundersøgelser blev også klaret op til afrejse. Det er virkelig lavpraktiske ting, man normalt ikke overvejer så god tid i forvejen Men selv de mest lavpraktiske ting er meget vigtige at få klaret, når man vælger af rejse i et år.
Hvor meget pakker man så, når man vil leve i en kuffert så længe? Vi har pakket efter en ferie på 14 dage. Vi vil gå efter boliger med vaskefaciliteter, så vi nemt kan få klaret vasketøjet. Det fyldte to store kufferter, en backpack, to rygsække og to små børnerygsække. Lige hvad vi kan have i hænder og på ryggene, når der også skal være lidt hænder fri til småbørn. Desuden tog vi en kompakt klapvogn med.
Ugen op til afrejse fandt vi ud af, at det ikke var nok blot at skifte adresse ved en et år lang rejse, men at når man er udrejst fra Danmark i mere end seks måneder, så anses det som en flytning til udlandet også selvom man ikke konkret bosætter sig i et andet land. Det vi skulle var, at melde os som udrejst af Danmark og dermed sætte sygesikring og andre danske privillegier på pause, indtil vi igen melder indrejse i Danmark. Dermed har vi ikke nogen adresse i Danmark og vil stå som udenlandsdanskere i den gældne periode. Det var ret vildt at tænke på, for vi havde jo ikke set denne rejse, som en slags flytning ud af landet, men det gør staten altså. Godt vi fandt ud af det, i sidste øjeblik. Men hvorfor overhovedet skifte adresse? I vores rejseperiode har vi valgt at udleje vores hus. Det gør økonomien bedre og huset bliver passet i perioden. Vi har lejet det ud til en familie, som vil prøve at bo i Danmark i et år, hvilket er et godt match, fordi vi kan lade de ting og møbler stå, som vi ikke har noget i mod at de benytter. Det gør udflytningen utroligt meget nemmere.
Hvor skal vi bo i de forskellige lande? Vi har lagt en grov skitse for, hvilke byer/lande vi gerne vil besøge, men vi har kun booket boliger de tre første steder. Det blev simplethen for tidligt at booke bolig fremme i novembermåned. I asien, som vi skal besøge de første fire måneder, benytter de meget AirBnB og man kan nogle gange få kontakt med udlejerne over facebook eller whatsApp, for på den måde, at få en billigere husleje. De andre lande booker vi løbende. Det kunne jo være, at vi blev anbefalet nogle fede steder og så ville det være ærgerligt, hvis hele turen var fastlagt. Det er jo trods alt et helt år, så der er masser af tid til at finde boliger undervejs.
Næste indlæg vil handle om vores flyrejse til første destination og lidt om den første tid dernede.
Tak fordi du læste med.
/LOUISE