Borneo

Fra juli til slut september bor vi i Kuching på Borneo. Borneo er verdens tredje største ø og delt mellem Indonesien, Malaysia og en sultanstat, Brunei. Vi bor i den nordlige del, som tilhører Malaysia.

Kuching, mandag d. 8/7

I dag er det præcis en uge siden vi overdragede vores hus til lejerne. Det er stadig en underlig følelse, både at overdrage ens hjem til fremmede og tanken om at skulle være rejsende i et helt år. Jeg vil i dette indlæg skrive lidt om vores tur til første destination, Borneo og lidt om den første tid her.

Tirsdag d. 2/7, om morgenen, tog vi flyet fra Kastrup mod Kuching. Vi vidste at flyrejsen ville blive lang for både os og drengene, men vi var spændte på hvordan de ville klare, at skulle være undervejs i et døgn og de mange timer på hvert fly. Især den yngste på knap tre. Der er jo krudt i sådan en størrelse. Vi havde fem flysæder og fordelte os på to rækker, hhv. tre og to sæder. En voksen med den yngste og en voksen med de to ældste. Første fly fra Kastrup mod Doha, Qatar, varede omkring seks timer. Idet det var fra morgenstunden, var der krudt i den bette og middagsluren blev meget kort. Det var utroligt spændende at hive fjernbetjeningsledningen ud og ind, som en støvsugerledning, men underholdningen på skærmen var knap så fængende, desværre. De andre to klarede det så flot. De elskede hele konceptet; ubegrænset skærm, høretelefoner, frit valg, mad og drikke serveret lige til ens plads. What’s not to like?

Ved første mellemlanding i Doha skulle vi vente omkring fire timer på næste fly til Singapore. Doha lufthavn var rigtig fin og vi fandt et legeområde med sofaflydere til os voksne. Det var helt perfekt og ikke fyldt med mennesker, så ventetiden gik nemt.

Flyveturen til Singapore var den længste på omkring otte timer. Det var et natfly, hvor vi lettede omkring kl. 19.45. Der gik det lettere med den yngste, som fik en rigtig god, lang lur og selvfølgelig var det nu fars tur til at sidde med ham. Det blev kun til afbrudte lure til os andre og det blev selvfølgelig noget vi kunne mærke, da vi først ankom til Singapore og efterfølgende vores lejlighed på Borneo.

Da vi landede i Singapore screenede de folk for feber, da vi steg ud af flyet og mange ansatte bar de karakteristiske mundbind. Vi ventede tre timer i Singapore lufthavn, før vi skulle med det sidste fly mod Kuching. Den tur tog heldigvis kun halvanden time.

Vi ankom til Kuching kl. 14 lokal tid (kl. 8 dansk tid) og måtte vente en rum tid i kø i paskontrollen. Da vi endelig kom igennem gik vi spændte til bagagebåndet. Var vores kufferter og klapvogn mon kommet med? Heldigvis ja!

Ude i ankomstterminalen bestilte vi en “Grab”, som er ligesom Uber. Den kom næsten med det samme, så turen hen til lejligheden gik så let.

Som før nævnt, havde den manglende søvn sammen med den lange rejsetid og tidsforskellen på + 6 timer gjort, at vi blev ramt af ekstrem udmattelse og træthed, mest os voksne. Det skulle vise sig at tage mange dage, før vi fik vendt vores jetlag, sådan cirka en lille uge. I starten stod vi op kl. 11 og kunne først sove kl. 00-01.

Men det er bedre nu. Vi nyder, at vi ikke er styret af tiden og kan gøre lige det vi har lyst til. Som er hele meningen ved denne rejse. Vi fornemmer også, at på grund af de høje temperaturer og luftfugtighed, er folk mere sociale og aktive udendørs, når solen begynder at gå ned, omkring kl. 17-18. Det passer egentlig vores rytme godt; vi er langsomme til at blive klar om morgenen og nyder eftermiddagen og aftenen.

Indtil nu har den yngstes middagslur været ikke-eksisterende pga. den forskudte døgnrytme. Men i dag har han kunnet sove og vi forsøger os nu med den mere velkendte rytme. For ja, rytme er vi stadig nødt til at have, når nu det ikke bare er en ferie vi er på, men en måde vi skal leve det næste års tid. Vi vil gerne give drengene en masse oplevelser, men vi er også nødt til at skabe en base med tryghed og rutiner, som jeg snakkede om i første indlæg.

Vores lejlighed ligger i et kæmpe lejlighedskompleks, VivaCity, som består af flere 8-etagers højhuse placeret oven på et kæmpe 5-etagers indkøbscenter. Taget af indkøbscentret er således vores park-, pool-, lege-, fitness- og parkeringsområde. Det er ekstremt bekvemt for en børnefamilie som os. Vi vælger selv vores dage. Vil vi have resortfornemmelse, shopping, indkøb, restaurant eller bare slappe af i lejligheden, så har vi det inden for få meter. Vi har lejet en bil, så vi kan tage på udflugter, når vi har lyst til det eller også kan vi bestille en grab ind til byen. Det er så nemt og ligetil. Og jo, så spiser vi og lever billigt! En grab til byen koster omkring 15 kr. og et komplet aftensmåltid på en restaurant i centret, som ikke er det billigste sted at spise, koster omkring 200 kr. for os alle fem!

Da jeg læste om Borneo og Kuching læste jeg også om risikoen for denguefeber, fordi den slags myg holdt til i byerne og kunne stikke midt på dagen. Så jeg har naturligvis købt masser af myggespray, men vi har kun brugt det een gang, da vi gik inde i en junglepark. Om aftenen kommer heller ikke skyggen af myg. Vi sad på en restaurant i China Town til mørket faldt på og der var ingen af os, der så eller mærkede til myg. Det er skønt for en som mig, der virkelig hader myg og myggestik.

En helt anden ting, jeg også husker tilbage på fra min tur til Beijing, er forundringen og nysgerrigheden over for hvide mennesker, især lyshårede. Jeg var godt klar over, at vores drenge nok ville få en del opmærksomhed, men at jeg også skulle føle at blive gjort til genstand for noget meget ualmindeligt, er jeg stadig meget overrasket over. Sågar i går aftes, hvor vi tog til stranden, blev jeg fotograferet i “smug” og tre personer kom op til mig og spurgte, om de måtte fotografere mig. Amen! Det var bare for meget. Så jeg er begyndt at sige nej til at de må fotografere os. Det bliver bare irriterende i længden. Men det er nok bare noget jeg/vi må vænne os til. Ud over det, er menneskene jo meget venlige og imødekommende. Indtrykket er også, at det ikke er de lokale, men andre asiatiske turister, der gerne vil have billeder af os hvide, lyshårede, men forundringen over vores hvide hud har de lokale også. En ansat på en restaurant kunne ikke dy sig for at kommentere Johans hvide hud, da han skulle have skiftet trøje, fordi han havde spilt vand ned over sig. "Oooh, so white he is...", sagde han med forundring i stemme og udtryk. Der er heller ikke mange hvide i vores lejlighedskompleks, så hvorend vi går følges vi med nysgerrige blikke som om de ikke kan tro deres egne øjne. Det giver stof til eftertanke i forhold til minoriteter hjemme i Danmark.

Tak fordi du læste med.

/LOUISE