Den første måned i Kuching, den første måned hjemmefra

Søndag d 4. august 2019

Vi har nu været af sted i en måned og en rutine er begyndt at indfinde sig. Inden vi tog af sted havde vi snakket om hvornår det mon ville gå op for os, at vi ikke kun er på sommerferie, men at det er vores levemåde det næste stykke til. Vi havde en forventning om, at følelsen ville komme efter de første tre uger. Nu er der gået en måned og jeg tror vi ligeså stille fornemmer, at vi ikke skal hjem foreløbigt, men blot videre til næste land og nye oplevelser. Det snakker vi meget med drengene om. Hvor skal vi hen næste gang og hvor lang tid skal vi være der, samt hvilket slags land det er. Jeg tror det er med til at gøre tingene og omstillingen lettere at fordøje. Den ældste har haft lidt hjemve; det har vi alle nok i større eller mindre grad. Det kommer ved forskellige lejligheder, fx. når han ikke så let kan få kontakt til sin bedste ven på grund af tidsforskellen eller da der ingen gæster kom på hans fødselsdag. Det kan også være den store frihed vi har i Danmark ved at kunne komme let og sikkert rundt til fods, endda uden en voksen behøver overvåge en. Bare at løbe op til farmor og farfar eller sin bedste ven. Men han takler det så flot. Det gør de alle tre. Den mellemste har fundet en legekammerat ved et af de food courts vi nogle gange spiser ved. Så leger de tag fat, griner og gestikulerer som børn i den alder behersker langt bedre end os voksne. I mellemtiden kan han så snakke om "hende pigen, han fik navnet på, men som han har glemt igen" og hvornår vi mon skal over at spise der igen. Han er generelt ret godt til at skabe kontakt til andre mennesker og ikke så genert. Den yngste nævner nogle gange nogle ting, som han siger: "hjemme i vores hus" eller at han faldt og fik sit sår på knæet hjemme hos bedsteforældrene. Det kan også være om vuggestuen, hans gode ven William eller de voksne derhenne vi snakker om. Alle snakker om "det derhjemme" og mindes med glæde og savn, men uden at det udvikler sig til en krise - endnu.

Vi har været på mange spændende udflugter den første måned. Gad vide om vi har nok til at udfylde de næste to? Heldigvis er vi enige om, at nogle af turene kan og skal tages igen. For eksempel var vi for nyligt i Sarawak, som regionen her hedder, dens mindste, men absolut flotteste national park, Bako. Man kan kun komme derud med båd og vi valgte at betale 200 ringgit, ca. 300 kr., det kostede at få en privat båd. Det var kun 60 ringgit mere end vi ellers skulle have betalt for den delt båd, hvor vi skulle blive enige om afhentningstidspunkt. Det var en enorm fed oplevelse med drengene at sejle speedbåd ad floden og ud i havet til Bakos indgang. De elskede det.

Da vi næsten var fremme, spurgte manden, om vi ville, for lidt ekstra ringgit, sejle hen til de berømte klippeformationer, Sea Stacks, ud for en af strandene i parken. Den strand regnede vi alligevel ikke med at kunne komme til på grund af sværhedsgraden af vandrestien. Så vi takkede ja. Kæmpe oplevelse, som vi var rigtig glade for vi tog. Han sejlede båden hen til de rigtige vinkler, hvorfra klippeformationerne lignede forskellige dyr, såsom kobraslange, frø og søhest. Enestående.

Efterfølgende sejlede vi hen til stranden, som var indgangsporten til parken og startede turen med at spraye os med myggespray og binde den mindste op på min mands ryg i en vikle, så han ikke var nødt til at bære ham på sine skuldre igen, som da vi vandrede til et flot vandfald i Kubah National Park. Men den historie får I længere nede.

Vi valgte Telok Paku-trailen, som var den tur vi havde læst fint kunne tages med børn. Den var samlet set på 1,5 km cirka. Vi havde desuden aftalt med bådmanden, at han ville hente os på stranden, som stien endte ud ved, så vi undgik at gå tilbage. Spændende sti med sjove udfordringer på vejen, men langt lettere end vi havde regnet med. Især med vores tur til Kubah-vandfaldet i erindringen.

Det tog derfor ikke lang tid for os at nå stranden, hvor vi så havde en times tid til at slappe af, få en velfortjent snack og nyde den flotte udsigt. Drengene fik soppet i vandkanten og leget på de store sten, inden turen atter gik med speedbåd retur. Vi havde en fantastisk dag og jeg er stadig helt oppe at køre over den oplevelse.

Ugen inden vi tog til Bako, tog vi på en vandretur i Kubah National Park, fordi der skulle være et flot vandfald forenden af en af stierne. Min mand havde læst, at vejen dertil skulle være en af de lettere og derfor tænkte vi, at vi sagtens kunne tage den med børnene. Vi skulle vandre omkring 1 km fra hovedkvarteret til stiens begyndelse og derefter gå 1,5 km hen til vandfaldet og tilbage igen. Det lyder jo ikke af ret meget. Jeg skal lige love for vi fik os en udfordring, som vi sent vil glemme. Det startede med, at vi skulle vandre 1 km op til stiens begyndelse på en betonbelagt vej, men det var altså 1 km i stejl stigning lige fra begyndelsen. Vi startede ved 200 fods mærket og endte oppe ved 1200 fods mærket før vi ankom til stien. Så var vi ligesom igang og den mindste havde selvfølgelig allerede opgivet at gå på sine to ben, så han var først lidt oppe ved mig og dernæst oppe på sin fars skuldre. Der sad han så den næste halvanden time gennem en stejl og kroget junglesti i noget der lignede 35 graders varme. Stien startede med en stejl nedadgående smal trappe af små hule betonklodser fyldt med lidt jord og et spinkelt reb at støtte sig til, med et barn på skuldrene, vel at mærke. Dernæst kroget sti med lianer hængende og spærre vejen, mudderhuller og træstammer, for til sidst at nå en spinkel halvrådden trappe som førte op til vandfaldet, med et barn på skuldrene stadigvæk. Jeg fatter endnu ikke hvordan han kunne gøre det og så hele turen tilbage igen, cirka 3 timer i alt. De var også begge gennemblødte af sved. Jeg har heller aldrig svedt så meget. Vi voksne var rimelig pressede de sidste stejle trin tilbage ad stien. Men vandfaldet var det værd. De ældste fik badet i det, til deres store begejstring, mens jeg forsøgte, med snacks, at holde styr på den knap 3-årige, så han ikke også fik sig et ufrivilligt bad i strømmen fra vandfaldet. Alt i alt en kæmpe oplevelse, som, havde vi vidst omfanget, nok ikke var blevet til noget. Nogle gange er det godt, ikke at kende hele omfanget, inden man begiver sig ud i det, for ellers havde man nok slet ikke turde forsøge.

En anden dag kørte vi op til en afsides strand i området omkring Telaga Air-byen nordvest for Kuching. Den var så afsides, at vi måtte parkere bilen i vejkanten og gå de sidste 300 meter ad en primitiv sti gennem bevoksning. Men endnu en gang var det det værd. Vi havde den brede fine sandstrand for os selv og vi fik badet i det meget varme hav. Der var meget lavvande, så solen havde fået de bedste betingelser for at varme vandkanten op. Jeg vil skyde på, at vandet var omkring 38 grader. Det føltes i hvert fald som et varmtvandsbassin i svømmehallen. Drengene hyggede sig også med at observere de mange små krebs, der løb rundt på stranden og ned i deres små huller. Efter den varme badetur kørte vi ind til byen og fik en lækker frokost, som vi desværre kom til at betale turistpris for. Det var en ærgerlig fornemmelse af køre derfra med. Men så lærte vi til næste gang, at når der ikke er et fast menukort med priser, er man nødt til at spørge om prisen, inden man sætter sig til bords, hvis man ikke vil snydes.

Vi er nemlig ved at få en ret god fornemmelse af prislejet på maden hernede. I starten spiste vi i indkøbscentret nedenunder os, men så fik vi sonderet terrænet i vores kvarter nærmere og opdaget en masse små og større food courts med små lokale stande. I centret kunne vi spise for omkring 200 kr. i snit, men ved et food court kunne vi spise for 45-70 kr. alle mand. Desuden er den lokale mad langt bedre end i kæderestauranterne i centret. Vi er især blevet vild med retterne kolo mee og laksa. Vi besøger dog stadig nogle af de gode restauranter. Det er bare blevet til de lidt finere spisedage. Morgenmaden har hele tiden bare været havregryn med frugt og frokosten varierer fra dag til dag. Nogle gange spiser vi sandwich hjemme, nogle gange er vi på tur og får lidt der, andre gange køber vi noget brød ved det lækreste patisserie jeg længe har oplevet og enten spiser i lejligheden eller tager med i en park.

En sjov frugt vi er blevet ret vildt med som juice, er durian belanda, som betyder hollandsk durian. Den kaldes også soursop. Den smager som ingen anden frugt vi har smagt før og så alligevel en blanding af syrlig pære og sød mango. Den er dog ikke at forveksle med den ildelugtende, men dog velsmagende durianfrugt, som man nærmest ikke må medbringe nogen steder. Sågar i lejlighedens husreglement står der, at den ikke må medbringes, fordi lugten af sure, rådne tæer er meget svær at komme af med. Man er heller ikke i tvivl, når man går forbi en biks inden i byen, der er ved at præparere frugten. Vi købte en dag en mini ostetærte med durian og selvom den var bagt, kunne man stadig lugte de sure tæer. Det er utroligt, at noget der lugter så dårligt, kan smage så godt.

Min mand netværker et par gange om ugen med nogle lokale iværksættere og de dage, hvor jeg er selv med børnene, laver vi ikke det helt store. Oftest tager vi den med ro og hygger indtil middagstid. Efter frokost bliver den yngste puttet og imens han sover, har de to ældste undervisning. I torsdags tog jeg dem dog med til en leg- og læringspark, VH Green Nature Park, som ligger lidt uden for Kuching. Den mindede lidt om Madsby Park. Der var forskellige husdyr: kalkuner, høns, hest, geder og ko, samt kælekaniner, men også en abe og skildpadder mm. Vi købte noget foder og drengene nød at fodre de forskellige dyr. En rigtig hyggelig dag kun med mor. Det er dejlig at vi har en bil til rådighed, så vi kan tage på alle disse ture, uden at være afhængig af en chauffør. Det krævede dog lidt tilvænning at skulle køre i venstre side, men nu går det meget godt og vi får brugt bilen mere og mere.

En anden national park eller naturreservat vi nok kommer til at besøge igen, er Semenggoh Wildlife Center, som er et rehabiliteringscenter for semi-vilde orangutanger. Her oplevede vi fodringen af orangutangerne, dog er det sjældent muligt at opleve alle orangutangerne på een gang, så man opfordres til at komme igen. Den dag vi var der, oplevede vi en mor med sine to unger. Kæmpe oplevelse. Næste gang håber vi at få den store alfahan, Ritchie, på 38 år, at se.

Nord for Kuching ligger et stykke kulturarv i Sarawak Cultural Village. Her har man samlet de forskellige etniske grupper i regionen gennem historien. De har bygget hver deres traditionelle huse og medarbejdere i de forskellige huse fortæller om netop den stamme. Vi fik nogle pas, som vi skulle stemple hver gang vi kom til et nyt hus. Det hyggede drengene sig meget med. Vi oplevede også et show, hvor de viste traditionelle danse og musik. En del af showet var med en kriger, som skød med pile gennem luftrør, hvilket også blev demonstreret til stor fornøjelse for publikum. Det var især en sjov oplevelse for os, fordi han placerede sig lige ved siden af drengene, da han skulle skyde og lavede sjove gestikuleringer til dem. Endnu en rigtig hyggelig udflugt, som kunne bruges som undervisning.

Det var lidt om vores første måned her i Kuching. Tak fordi du læste med.

/LOUISE