En følelse af at komme hjem

Jeg er desværre kommet bagud i min egen tidsplan med at få skrevet et indlæg i starten af hver måned. Så dette indlæg handler om ting sket i august måned og så skal jeg nok forsøge, at være hurtigere på tasterne med septemberindlægget.

Nu har vi været i Kuching i to måneder og vi kan mærke den resterende tid her begynder at gå hurtig. Jeg skrev i sidste indlæg, om der mon var flere steder at få udforsket efter en meget aktiv første måned. Det kan jeg så fortælle nu, at det var der. Listen over de ting vi har oplevet den sidste måned er blevet lang, så jeg har udplukket højdepunkterne.

I starten af august tog vi på tur til Jong’s Crocodile Farm lidt uden for Kuching. Her avler de krokodiller og viser gerne nogle ordentlige krabater frem. De har et jumping crocodile show, hvor der bliver spændt slagtede fjerkræ ud på nogle liner hen over en sø med sultne krokodiller. Dernæst begyndte krokodillerne så at springe op efter kyllingerne med deres kæmpe gab, som lavede imponerende høje lyde, når de klappede i igen.

Det var en rigtig fin udflugt, hvor drengene også fik lov til at håndfodre en påfugl. Ham Jong havde mere end bare krokodiller på sin farm.

Vi har også været heldige at ramme Kuching Food Festival i år, som vi naturligvis også var nede at smage på. Min mand havde, som altid når mulighederne bliver for mange, lavet et excelark over de bedste madboder. Der var over 300. Vi havde derfor hjemmefra snakket om at prøve krokodillekød. Heldigvis uddelte de smagsprøver, som min mand og ældste søn smagte og hurtigt efterfølgende også spyttede ud igen. De havde ikke smagt noget så grimt før. Så det droppede vi.

I stedet fik vi spist lækker kokosis serveret i en kolosnød, traditionel Dayakmad lavet i bananpalmeblade, thailandsk grøn papayasalat og andre lækre sager.

Det var dog meget velbesøgt og lidt kaotisk, så det blev kun til det ene besøg. Vi spiser dog også utrolig godt på steder i gåafstand fra vores lejlighed, så vi følte ikke at vi gik glip af det helt store.

Her i Kuching har vi ikke opfattelsen af, at de gør det helt store ud af museer. Museerne er oftest lidt skøre og mere fokuseret på at give gæsterne gode selfie-muligheder end kulturel og historisk indsigt. Men en dag tog vi dog på tur til et museum, et tømmermuseum. Det var et kæmpe tømmerfirma i byen, det havde oprettet et museum i en lille del af  bygningerne. Et overraskende fint museum for hele familien, idet der også var lidt interaktive installationer til glæde for børnene.

Efter den første måned her stødte vi ind i en følelse af tomgang. Tanken om at skulle være her i to måneder yderligere, skabte ikke den store begejstring. Vi befandt os et sted imellem at være turister og tilflyttere. Det vi manglede, var nogle relationer, ikke nye bedste venner, men en følelse af at være synlige i området, ikke bare turister, der hurtigt drog af sted igen. Det blev vi klar over, efter en aften på foodcourt "Third mile market". Her mødte vi en ældre mand ved navn Bonaventure, mon han selv havde valgt sit navn? Han havde en madbiks, som vi bestilte noget fra. Han var meget snaksagelig og fik os introduceret for deres berømte frugt, durian. Efterfølgende udvekslede vi numre, for han havde en masse ting han ville vise os. Det var en rigtig god oplevelse og derefter tog det fart med relationerne.

Fredagen i samme uge, hvor vi havde mødt Bonaventure, skulle vi traditionen tro have vores fredagsburger. Denne gang havde vi læst om et sted, Project Burger, som havde fået rigtig gode anmeldelser. Så der måtte vi hen. Vi troede vi havde kørt forkert, for vi var endt ude i et villakvarter og der var ikke umiddelbart nogle restauranter at se. Ved nærmere eftersyn fandt vi biksen i en garage i et privat hjem. Her mødte vi Calvin. En ung mand, som til dagligt kørte Grab-taxi og om aftenen flippede burgere i sine forældres garage. Han var lige blevet gift og boede med sin kone hos sine forældre. Vi fik en lang snak med ham om livet i og uden for Kuching. Vi mødte også hans mor og niece. Niecen var på samme alder som vores mellemste, så børnene begyndte hurtigt at  lege sammen. Endnu en gang en fantastisk oplevelse med en af de lokale. Nu begyndte det virkelig at give mening, at blive der i mere end en måned.

Samme søndag var vi også blevet inviteret ud til en durianfarm sammen med nogle fra min mands netværksfællesskab. Det skulle vise sig, at blive en rigtig sjov tur med både farlige indspark, hyggeligt samvær og god høst af diverse frugter.

Da vi ankom til durianfarmen gik vi ud i skoven med duriantræer. Vi var lige kommet ind og kunne se en masse durian ligge på jorden. Duriantræer er meget høje og man høster durian ved at vente på at frugterne falder ned. Inde i skoven kom nogle vindpust i trækronerne og pludseligt kunne vi høre en durian falde ned, men ikke se hvorfra. Lidt efter lå der en mellemstor durian på jorden foran os, uden at nogen var blevet ramt i hovedet, gudskelov. Det skal siges, at durian består af en utrolig tyk skal med skarpe torne på og vejer gennemsnitligt 1-3 kg. Så der skal ikke megen fantasi til at forestille sig hvad der kunne ske, hvis sådan en bandit ramte en lige i hovedet. Derfor skyndte vi os hurtigt ud af skoven igen med nogle durian i hænderne. Tilbage ved bilerne flækkede vi de modne durian og både smagte på og lugtede til den meget karakteriske frugt. Vi kunne dog ikke købe nogen med hjem til lejligheden, idet frugten ikke er tilladt i hverken opgangene eller i selve lejligheden.

Efter durianfarmen blev vi inviteret hjem til en af deltagerne, som havde et sommerhus tæt ved. Tilhørende sommerhuset var også en større frugtplantage med bananpalmer, ananas, diverse citrusfrugttræer og ikke mindst nogle fjerkræ; høns, ænder og gæs. Drengene hyggede sig gevaldigt med at gå på opdagelse og spise frugter. Det var en rigtig dejlig oplevelse.

Vi har også været på tur ud til Shanans hønsegård og ormeprojekt. Shanan er bror til en i netværksfællesskabet, og han ville gerne vise os sit hobbyprojekt. Det var vores første rigtige udflugt med de lokale og det var hyggeligt at møde dem igen ved durianfarmen. Det føles rart med de forskellige relationer vi får, omend de er korte. Bare oplevelsen af at komme ind på livet af nogle af de lokale og høre deres historier, er virkelig spændende.

Vi har nu kunnet fejre anden fødselsdag ud af fem. Denne gang var det min tur og jeg fik en dejlig dag. Den startede med morgensang på sengen. Alle børn sang med for en gang skyld, så jeg nød det til fulde. Resten af dagen var lige i min ånd. Min mand og ældste søn havde sørget for en virkelig flot fødselsdagskage og til aften spiste vi på en hyggelig cafe inde i byen. Det er selvfølgelig dage som disse, hvor savnet til dem derhjemme bliver forstærket, men indtil videre synes jeg alle mand takler det flot. Vi snakker ofte om hvad vi godt kunne savne hjemmefra, men også hvad vi ikke savner, som fx at rydde et helt hus op eller gøre et helt hus rent eller vaske uanede mængder tøj eller have et vækkeur der ringer eller at gå i skole. Det hjælper lidt på hjemveen.

I den forgangne måned har vi også været af sted på nogle fine vandreture. Vi har gået til Santubong-vandfaldet Et meget populært sted for de lokale at holde picnic og vores tur dertil, faldt selvfølgelig lige sammen med en national helligdag, ligesom vores tur til Bako gjorde. Det er meget sværere at spotte dyreliv, når der er så megen larm, så fremover tjekker vi kalenderen for helligdage. Stakkels Adam kom galt af sted på turen. På turen hen til vandfaldet gik vi over en bro, hvor der var et hul på størrelse med en grape. Adam opdagede hullet og advarede os andre. På vejen tilbage gik jeg forrest og så hullet igen, men tænkte at Adam selvfølgelig kunne huske hullet. Men nej, stakkels Adam trådte lige akkurat ned i hullet og hele det ene ben forsvandt. Han fik sig en kæmpe hudafskrabning og et ligeså stort blåt mærke. Men for dem, der kender Adam, så kommer det nok ikke helt som et chok, at han nemt overser ting på sin vej.

Vores helt store naturoplevelse her på Borneo var den planlagte tur til Mulu National Park. Mulu ligger afsondret og man kan kunne komme dertil med fly. Da vi landede skulle flyet vende på landingsbanen, fordi der kun var den ene og lufthavnen lå i den anden ende af banen. Den mindste lufthavn jeg har besøgt og der var selvfølgelig kun ét bagagebånd. Det stod frit uden en skillevæg og var omtrent 2-3 meter langt. Fra lufthavnen tog vi en bil de cirka tre kilometer hen til nationalparken, hvor vi skulle overnatte to ud af tre nætter. Det var utroligt hyggelige omgivelser med forskellige longhouses omkranset af rig vegetationen og man kunne med det samme fornemme det rige dyreliv. Fordelen ved at bo inde i selve nationalparken var, at man om aftenen, efter lukketid, nemt kunne gå night walk og se dyr i mørket. Vi spottede blandt andet ildfluer, en slags pungrotte, frøer og rigtig mange flagermus.

Vi havde booket to guidede udflugter på første og anden dagen. Første tur gik til den største og mindste grotte i parken. Den største hedder Deer Cave og den huser omtrent 2-3 millioner flagermus. Desuden er det verdens næststørste grotte, dog med verdens største grotteåbning. Den anden grotte hedder Lang Cave, som er en slags drypstenshule med mange stenformationer fra gulv til loft. Vi skulle gå omkring 4 kilometer ad plankebroer hen til grotterne. På vejen så vi mange forskellige smådyr, fx tusindben, storhovedet caterpillar, vandrende pinde og mange flotte insekter. Drengene var gode til at spotte de små dyr.

Da vi ankom til grotterne blev vi første vist rundt i den lille grotte, Lang Cave og efterfølgende den overvældende Deer Cave. Den var på mange måder overvældende, på grund af størrelsen, de utroligt mange flagermus i loftet og ikke mindst lugten af flagermuselort. Tænk på 2-3 millioner flagermus, som dagligt leverer en lille gave på gulvet i grotten. Det efterlader en overvældende lugt. Det er selvfølgelig det drengene husker bedst fra turen.

Efter grotteturene var det omkring skumringen. Ved denne tid søger flagermusene ud af grotten for at finde føde. Hvis man var en heldig gæst, fik man dette spektakulære fænomen at se. Der var trukket op til regn og blevet meget diset omkring grotten, så vores guide var ikke så optimistisk. Vi ventede i omkring en time og var lige ved at gå, da flagermusene endelig fløj ud. Vi var heldige den dag.

Tilbage på værelset efter en god aftensmad og klar til at sove med et kor af frøer til at lulle en i søvn, var første dag i parken allerede gået.

Næste morgen skulle vi tidligt af sted på anden guidet tur. Denne gang skulle vi med båd til Wind og Clearwater Cave. Vi er blevet meget begejstrede for ture med båd, så det var sjovt at starte denne tur på floden. Første stop på turen var en lokal landsby, som havde et morgenmarked, hvor de solgte forskellige ting. Drengene fik prøvet at puste pile med pusterør. Det gik faktisk meget godt.

Af sted med båd igen og næste stop var Wind Cave, som vi måtte op ad nogle stejle trappetrin for at nå. Wind Cave har naturligvis sit navn efter vinden, der suser et bestemt smalt sted i grotten. Det mest spektakulære ved grotten var åbningen i toppen, skylight. Her fik man virkelig en fornemmelse af hvor højt der var op til toppen. Inde bagerst i grotten var der også drypstensformationer. Mange af dem lignede dyr, ting eller mennesker. Den mest kendte formation var en konge med sin dronning bag sig.

Til sidst sejlede båden hen til Clearwater Cave, som navnet også antyder, har klart vand løbende igennem sig. En virkelig flot grotte, hvor man på væggene kunne fornemme hvor meget vand, der i tidernes morgen har strømmet igennem. Denne grotte havde også et meget imponerende skylight view og der var bygget nogle solide gangbroer helt oppe ved loftet i den ene side. Uden for grotten var der mulighed for at bade i floden, så vi fik os en kold forfriskende dukkert, inden turen gik tilbage til parkens hovedkvarter.

Om aftenen, efter aftensmad, så vi en gruppe mennesker lyse med lommelygter på noget i græsset. Vi blev naturligvis nysgerrige. Vi så det der var en af de højtkvækkende frøer og stod og snakkede om den. Pludseligt spurgte en af mændene i gruppen os på dansk: “Har I også set frøen?” Det viste sig, at manden, som var australier, var dansk gift, så han forstod hvad vi havde sagt. Vi fik en lille snak med ham, hvor han fortalte, at han var underviser på et universitet i Australien og at de var kommet til Mulu for at undersøge dyrelivet, især frøerne. Han fangede frøen og drengene fik lov at røre den til deres store begejstring.

Den sidste dag i parken brugte vi på at gå en af de ikke-guidede stier hen til et vandfald. En omkring 10 km lang dyrerig tur, hvor vi så slanger og masser af firben. Vi var derfor godt trætte, da vi kom tilbage.

Sidste nat valgte vi at tilbringe på Mulu Marriott Resort, fordi parken ikke havde plads. Det var en rigtig god beslutning, for da vi ankom til resortet godt trætte, gennemsvedte og lettere beskidte, blev vi mødt med iskolde klude med mynteduft og en forfriskende drik. Lige hvad vi trængte til. Vi blev vist hen på vores værelse og sikke et værelse. Ren luksus midt ude i regnskoven. Her kunne vi så hygge os med lækker aftensmad, lækker morgenmadsbuffet og en lang svømmetur, indtil vi skulle med flyet næste dag. Det var den perfekte afslutning på en oplevelsesrig tur.

Da vi landede i Kuching igen, kom en uventet følelse kom op i os. En følelse af at komme hjem. Det var ikke en følelse vi havde regnet med at få, førend vi stod tilbage i Danmark. Det var en overraskende, men dejlig følelse og vi er nu blevet endnu mere bevidste om, at hjem lægger sig til en følelse mere end det lægger sig til en genstand. Vi kan godt få en hjemlig følelse på to måneder i et helt andet land, hvor vi ikke taler sproget eller har vores eget sted. Når man er så længe et sted, så vokser stedet, menneskene og de oplevelser man får på en og selvom der er ting man stadig kan ryste på hovedet over, så ændrer det ikke ved følelsen af, at man er blevet en del af stedet og stedet er blevet en del af en. Det er vi meget taknemmelige over at få lov at opleve.

Tak fordi du læste med.

/LOUISE