Farvel, Borneo

Vores sidste måned i Kuching bød blandt andet på uventet tur væk fra Borneo, aftensmad med Bahaï-troende og dejligt selskab hjemmefra.

I starten af september fyldte vores dejlige lillebror tre år. Vi fejrede dagen med brunch, gaver, flot lagkage til frokost og burger til aftensmad. Man kunne se, at han var meget stolt dagen igennem og hyggede sig. Natten gik også rigtig flot uden sutten. Vi havde gennem længere tid forberedt ham på, at når han blev tre år, skulle sutten videre til en ny baby. Det accepterede han. Selvfølgelig var det hårdt at blive puttet uden, men efter de gyldne tre dage, var det overstået. Siden da har han ikke haft den. Børn er bare mega seje!

Dagen efter lillebrors fødselsdag vendte vejret op og ned på vores hverdag. Der var påsatte skovbrænde i den indonesiske del af Borneo, som var ude af kontrol og fordi regnen udeblev både her og der, så førte vinden den sundhedsfarlige røg direkte op til Kuching. Man har et luftforureningsindeks, der hedder AQI. Når værdierne er normale ligger de på omkring 0-100; det normalt til moderat. Værdien steg helt op til over 200, som fortæller koncentrationen af små røgpartikler i luften. Det betød, at vi skulle være indendøre så meget som muligt og ellers bære maske udenfor. Det var en stor omvæltning, fordi vi blev tvunget til at blive i vores lille lejlighed eller centret, som vi havde besøgt utallige gange. Vi kunne ikke bade i poolen, gå i parker eller tage på ture. Vi så vejret an i en uges tid og da det ikke så ud til at blive bedre, besluttede vi os for at tage et fly til George Town, Pinang. Pinang er en lille ø i Malaysia. Der var luftforureningen ikke så slem, at man skulle blive indendøre.

George Town var en dejlig by og vi havde nogle skønne dage væk fra hazen i Kuching. Vi nød at gå rundt i den gamle bydel og se på vægmalerier og selvfølgelig drikke god kaffe. Det var rart, at komme lidt væk og ikke føle sig fanget i lejligheden.

Malaysia har flere forskellige typer af retten laksa. Det afhænger af regionen. Ligesom vores frikadeller hjemme i Danmark, er laksa ligeså forskellig som folk er flest. Den første vi prøvede hedder Sarawak laksa, fordi den kommer fra Sarawak-regionen af Malaysia, som Kuching ligger i. Vi elskede den fra første slurp. I Pinang har de Asam laksaen, som vi naturligvis måtte prøve. Vi fandt det sted, som skulle lave den bedste. Da vi smagte den blev vi noget forvirret. Den var meget anderledes. Suppen smagte utrolig fisket og slet ikke som den i Kuching. Sarawak laksaen er og bliver vores favorit.

Nu skal det ikke lyde som om George Town ikke kunne byde på god mad. Vi spiste rigtig godt, især en af aftnerne, hvor tog vi på en rigtig gøgler food court. Der var underholdning, som var vi ved Lidoen. Vi kunne godt fornemme, at George Town havde mange flere turister end Kuching, så det var sværere at gå i fred.

Inden vi tog af sted til George Town, var vi på besøg hos John og Grete. De var venner af Bonnaventure; ham vi havde mødt på et foodcourt. Bonna introducerede os for den pensionerede indiske kirurg og hans tyske hustru. De var meget flinke og gæstfrie og vi fik nogle gode snakke. Det var under besøget hos dem, at vi fik vished om, at de alle tre dyrkede troen Bahaï. Det var der igennem, at de havde mødt hinanden. Det var klart, at det fyldte meget i deres liv og de ville gerne dele det med os. De kunne tydeligt høre på os, at religion ikke er noget vi dyrker og i samtalerne var vi ikke helt enige om livets opstandelse og meningen med livet. Det var spændende og udfordrende at tale med mennesker, der dyrker deres tro så meget.

Bonna inviterede os til middag hjemme hos ham søndagen efter. Der mødte vi flere fra Bahaï-fællesskabet og Bonna havde lavet lækker aftensmad til os alle. Inden vi spiste bedte de på skift en bøn. Vores drenge havde utroligt svært ved at sidde stille og den mellemste fik endda lige sneget en højlydt fis og et gab ind under bønnerne. Vi prøvede vores bedste på at lade som ingenting, selvom vi var ved at revne af både latter og flovhed. Det var en meget finurlig aften, som vi sent vil glemme.

Vi glædede os til dagen efter, for der kom selskab helt hjemme fra Danmark. Vores venner og deres to skønne drenge kom til Kuching, hvor de også skal bo de næste tre måneder.

Vi havde knap to uger sammen med dem, inden vi skulle videre. Alle fem drenge fik leget rigtig godt sammen. Vi kunne se, at vores drenge virkelig nød at få leget med andre børn igen og vi forældre nød også at dele noget af vores tur med gode venner.

Heldigvis kom der længe ventet regn og vindene aftog, som alt sammen betød, at luftkvaliteten blev væsentlig bedre. Vi nåede derfor, at tage sammen til Semenggoh og se nogle orangutanger. Denne gang var det et andet sted i parken, så vi kom meget tæt på de semi-vilde orangutanger.

Efter nogle hyggelige dage i godt selskab, kom dagen hvor vi skulle sige farvel til Kuching og de første tre måneder af vores jordomrejse var gået. Det var en splittet følelse vi havde. På den ene side var vi klar til at møde nye oplevelser et nyt sted. På den anden side var Kuching vokset på os og vi kendte vores nabolag ret godt. Vi havde prøvet alle de gode kaffebarer og havde fået vores foretrukne. Vi havde vandret og vandret i deres smukke natur og spist og spist deres lækre mad. Vi havde gjort nogle sjove bekendtskaber og været på besøg i deres hjem. Alt i alt følte vi også, at vi havde fået det ud af Kuching og Borneo, som vi havde håbet. På den måde var det okay at sige farvel og turen skulle nu fortsætte til Vietnam, men først et kort besøg i Singapore.

Tak fordi du læste med.

/LOUISE