Første stop... tankerne

Hvad betyder det for en familie på fem, deriblandt tre børn, når forældrene beslutter, at man skal på en et år lang tur rundt om i verden? Hvilke ofringer må forældrene gøre på deres børns vegne? Er det overhovedet okay? Og hvad med det alt det lavpraktiske?

Det er nogle af de spørgsmål Logan og jeg har stillet os selv en del gange det sidste års tid og på bedste vis prøver at besvare, når interesserede spørger. Det er ikke fordi vi er blevet meget klogere end for det års tid siden, hvor vi tog beslutningen. De kloge og kompetente svar kommer nok først, når vi er vendt hjem med tasken fuld af oplevelser og erfaringer. Indtil da er det lutter antagelser og mavefornemmelse. Men sådan er det med forældreskabet. Man bliver først klogere på de valg man træffer på sine børns vegne, når de er levet ud i livet. Så kan erfaringen enten be- eller afkræfte ens første antagelser og mavefornemmelse. Som valgene efterhånden bliver truffet, hvadenten det er hvilke værdier man ønsker at påvirke barnet med, hvilken institution man vælger til netop sit barn, hvilken skole der passer til barnet, til om skoen enten skal være en smal, normal eller bred model. Så er det hele tiden valg man gør sig på sit barns vegne og alle med de bedste intentioner. Undervejs opdager man nok, at til trods for de gode intentioner, så får man bare ikke altid ret. Så må man revurdere intentionerne ud fra erfaringen.

Det samme gælder sig for vores beslutning om at hive børnene med på en jordomrejse i et helt år. Væk fra venner, familie og hverdagens trygge rammer, til en ny uforudsigelig og kulturel helt anderledes hverdag, hvor hjem er noget vi gang på gang skal genoprette, for så at forlade igen. Hvorfor gør vi så det? Hvad er vores intentioner for at tage denne tur? Hvad håber vi at opnå med dette?

Vores største bevæggrund for at rejse et helt år sammen med vores børn er, at vi gerne vil opnå mere nærvær og fællesskabsfølelse.

Nærvær, fordi vi i en hverdag, som alle andre, ofte kan føle tiden er knap. Føle at tiden, lysten og ikke mindst overskuddet er presset til at kunne være det bedste eksemplar af en selv, rollemodellen for sine børn. Og det smitter af på børnene, hvadenten du er den bedste eller værste udgave af dig selv.

Fællesskabsfølelse, fordi oplevelser sammen styrker familiebåndet, uanset om det er en tur i den danske skov med rådyr eller i Borneos jungle med orangutanger. Lokationen er som sådan ikke det afgørende for os, men en form for ekstra krydderi og mulighed for at vise børnene hvordan vores allesammens Verden også er. Vi håber denne rejse vil give drengene en mulighed for at finde sammen på en anden måde end de gør nu. Bruge hinanden til at gøre oplevelserne endnu mere levende og mindeværdige. Knytte stærkere bånd, væk fra hverdagen, hvor man kun tilbringer timer sammen på dagens mest kritiske tidspunkter, hvor konfrontationer lever i bedste velgående. Finde ro og balance, finde sin plads i pladsen med os alle. I fællesskab blive bedre til at kapere uenighed og løse konflikter, både sine egne og vores fælles. Det er noget vi alle kan blive bedre til. Med eet ord, i virkeligheden: rummelighed.

Når børnene bliver hevet ud af deres velkendte trygge hverdag, så er muligheden der for at de kan miste tryghedsfølelsen og følelsen af at høre til et sted. Det er noget vi har tænkt meget over, hvilket også er grunden til, at vi ønsker at flytte os i langsomt tempo. Bygge baser eller "hjem" hvert sted over længere tid. Det var jo trods alt ikke antallet af steder og oplevelser, der var grunden til turen, men nærværet, hvori følelesen af tryghed ligger. Trygheden skal de få fra os forældre. Vi er deres klippe når Verden pludselig viser sig, at være væsentligt større, end de begriber. Når savnet fra vores hjem, familie og deres venner kommer. Når fødselsdag, jul og mærkedage oprinder. Alt sammen noget skal vi være sammen om at føle. Det bliver en ny og anderledes følelse, som vi alle skal lære at håndtere og få det bedste ud af.

Men hvad så med alt det lavpraktiske?

Det har i hvert fald vist sig, at et års tid til planlægning ikke er helt ved siden af. Men det vil jeg komme ind på næste gang.

/LOUISE