Vietnam

Oktober 2019

På vejen til Vietnam tog vi nogle dage i Singapore, for at opleve byen og landet med de mange regler. Det var en kulturel omvæltning, at komme fra Borneos forholdsvis billige leveomkostninger til Singapores meget dyre. Den ene dag, i Kuching, spiste vi på et lille food court med omkring 7 stande og en kolo mee til 7 kr. og den næste dag, i Singapore, var vi på et kæmpe Food court i en gammel lufthavnsbygning med over 300 stande og en kuey teow til 30 kr. For ikke at tale om priserne nede ved promenaden med udsigt til Sentosa Island. Her fik vi frokost for to voksne og to børn, da lillebror sov, til 600 kr. Vi havde godt forventet en prisforskel, men det gjorde alligevel lidt ondt på pengepungen, fordi man vidste hvor god mad og priser man lige kom fra.

På trods af det, havde vi nogle dejlige og meget varme dage i den specielle storby. Det er en meget børnevenlig by lige fra toiletfaciliteter til fortovene med nedsænkede kantsten ved overgange. Vi fik gået en masse rundt, hvilket vi virkelig havde savnet ved Kuching, fordi forholdene ikke var til det.

Vi fik virkelig god kaffe på en lille gemt kaffebar, Nylon Coffee Roasters, som lå i stueetagen i et boligkompleks.

Den sidste dag, inden vi tog ud til lufthavnen, spiste vi på et kendt food court på Haig Road, hvor vi også fik smagt på en rigtig egnsret, putu piring. Meget af maden i Singapore er ellers en variation af retter fra resten af Asien, fordi Singapore primært er sammensat af kinesere, malaysiere og indere.

Da vi forberedte turen til Singapore, havde vi fundet nogle rigtig fede legepladser. Desværre viste det sig, at de alle lå rigtig langt ude i udkanten af Singapore og undergrundsbanen kørte ikke i nærheden af nogle af dem. Grab-taxi kunne ikke håndtere mere end et barn, der skulle spændes fast efter loven, så vi var nødt til at bruge rigtige taxa-selskaber, da ikke var underlagt den lov. Det viste sig så, at være mere bøvlet, end vi orkede, så vi kom desværre ikke ud til nogen af dem. Generelt var ting bare lidt mere bøvlede og regelstyrede, meget lig Danmark. Vi brugte i stedet undergrundsbanen meget og det var godt at vi købte Tourist Pass, da det ellers var blevet dyrt at købe enkeltbilletter hele tiden. De bruger ikke så meget alder, men højde som en grænse for hvornår børnene begynder at koste noget. Generelt børn under 90 cm var gratis at få med. Heldigvis er lillebror en lille 3-årig, så han var billig at have med i Singapore.

Efter nogle dage med Sightseeing i Singapore, gik turen til Da Nang i Vietnam. Vi havde glædet os helt vildt til Vietnam, selvom landet oprindeligt ikke var på vores rejseplan. Set i bakspejlet, er vi enormt glade for, at vi tog en måned fra Australien og puttede i Vietnam. Sikke et land. På næsten alle måder anderledes fra Danmark.

Trafikken er et kapitel for sig. Man kan stirre på den, med forundring, i lang tid fra sin lille klapstol på fortovet ved en af de mange kaffebarer i byen. Det er virkelig et kaffeland. Ca Phê sữa drikker de rigtig meget. Det er espresso med isterninger overhældt med kondenseret mælk. Det bliver aldrig min foretrukne kaffe, men min mand blev ret hug på den.

Vi havde lejet et byhus i den gamle del af Da Nang. Det viste sig, at være et godt valg. Ved at køre over en af broerne til den nyere bydel steg priserne på alt. I den del af byen kunne vi se lejlighedsbygninger og hoteller rejse med lynets hast og det er generelt mere henvendt til turister eller expats. Vi så kun to andre turister i vores område i den måned vi boede der. Så vi oplevede den helt rigtige vietnamesiske levemåde i Da Nang.

Byhuset lå nede ad et smalt stræde, hvor man ikke kunne undgå at komme hinanden ved. En dag hørte vi klokker og sang, som viste sig at være en velsignelse af en ny lille bil. Den kunne lige mases ind i gaden. Der blev kastet rundt med blomsterblade og røgelse, ringet med diverse klokker og pyntet bil til den helt store guldmedalje. Og næsten hver dag kom en mand kørende på motorcykel med en megafon og en indspillet salgstale. Vi anede ikke hvad der blev sagt på optagelsen, men kunne godt fornemme, at han solgte et eller andet. Senere, ved et tilfælde, fandt vi ud af, at han havde varme majskolber i termokassen bagpå. Vi kan stadig høre stemmen for os. Det lød ret sjovt. Generelt er det vietnamesiske sprog utrolig svært at både forstå og udtale rigtigt. Deres alfabet stammer også fra det latinske, men nogle af bogstaverne har utrolig mange variationer med apostroffer og andet gøgl, som gør det umuligt at udtale ordet korrekt. Og udtalen er utrolig vigtig, for ordet kan have fuldstændig anden betydning ved en anden udtalelse. For eksempel suppen “pho”, kan blandt andet også betyde gade eller distrikt eller sågar friteret mad. Det hele handler om o’et. Phở er suppen og phố gade/distrikt. Vores venlige vært lærte os lidt vietnamesisk, fx “tak”, “ikke stærkt” og at udtale forskellige kendte retter rigtigt. Men rigtig ofte benyttede vi os af Google Translate-appen og fik en ide om hvad menukortet betød. Den var utrolig brugbar, for der var flere steder, hvor de ikke talte engelsk, end steder hvor de talte engelsk, men altid var de venlige og hjælpsomme.

Kulinarisk var det også meget anderledes fra Danmark, på den gode måde. Vi blev udfordret og fik nogle dejlige madoplevelser. Vi lærte blandt andet at spise rejer med skal. Det skal dog siges, at deres rejer er noget tyndere i skallen, end de grønlandske rejer vi er vant til i Danmark.

Vi smagte også frølår og diverse seafood. Altid var der masser af salat til og friske grøntsager. Deres forskellige saucer var en klasse for sig. Vi kommer aldrig til at lave noget lignede derhjemme. Vores vært fortalte, at det er deres saucer der skiller spisestederne fra hinanden. De kan sagtens lave den samme slags mad, for eksempel banh xeo, men det er dyppesaucerne, der gør hele forskellen.

Selvfølgelig fik vi også spist en masse banh mi, som er en baguette, som franskmændene introducerede for vietnameserne, da de var koloniserede. Baguetten kan bestå af mange forskellige ting, men traditionelt er den med paté, kødpølse af svin, mayonnaise, letsyltede grøntsager, lækre saucer og en masse koriander.

Som man nok kan fornemme, handlede vores tur til Vietnam utrolig meget om mad, fordi Vietnam virkelig handler meget om mad. Du kan få noget at spise for hver tiende skridt du tager og det er bare alt sammen godt. Vi fik ikke noget mad, der ikke var veltilberedt eller smagfuldt. Derfor vi har naturligvis også en del billeder med mad og i situationer, hvor vi spiser forskellige sjove steder.

En af gangene sad vi mast ind på en lille bænk midt i et kæmpe indendørs marked, hvor der blev solgt alt fra sko og tøj til tørrede blæksprutter. Så selvfølgelig var der også et sted, hvor folk kunne spise frokost.

Andre gange sad vi enten i en garage hos mutter og fatter, hvor fatter styrede grillen og mutter styrede pengene. Eller et aflangt lokale, hvor belysning og indretning mindede mere om et slagterhus end et spisested. Men fælles for alle stederne; maden var rigtig god!

Da Nang er en kystby og har den bedste strand og det bedste badevand jeg har oplevet til dato. Jeg hader at hoppe i det kolde hav derhjemme, men her var vandet omkring 28 grader varmt, klart og med en fin blød sandbund. Vi fik et tip fra vores vært, om at droppe turistområderne på stranden og tage til et lille stykke offentlig strand. Så fin med palmer til skygge og næsten ingen mennesker. Helt perfekt. Desværre var regnsæsonen ved at tage til og det betød også mere vind, som gjorde havet for vildt. Vi nåede derfor kun at bade to gange. Heldigvis var der mange andre ting at tage sig til.

En dag tog vi til Ba Na Hills vest fra Da Nang, ind mod landet. Det er simpelthen en forlystelsespark på toppen af et bjerg. Det var bygget i 1919 som et resort til franskmændene, men bygningerne er nu restaureret til forlystelsespark. For at komme op til parken har de installeret nogle af verdens længste kabelvogneruter og det var en fantastisk tur både derop og ned igen.

Selve parken var okay og drengene havde det rigtig sjovt, men det var helt klart turen frem og tilbage med kabelvognene som var bedst.

Heldigvis havde vi en hel måned i Vietnam og kunne planlægge turene efter vejret, for jeg skal lige love for, at himlen til tider åbnede sig. Imponerende nok, så fortsatte menneskene på deres motorcykler med et beskedent regnslag henover, som man kan ane på billedet fra kaffebaren Opalus højere oppe i indlægget.

Vejret holdt til vores tur til Bach Ma National Park. Det var en tur på en halvanden times kørsel nordpå via Hai Van passet mod Hue. Vi havde læst lidt om turen på forhånd og besluttede, at netop her, var der nok en god ide med en guidet tur. Tidlig morgen blev vi hentet af en minibus og kørt til Parkens indgang. Derfra skulle vi så over i en endnu mindre bus, som kunne køre os så tæt på toppen af bjerget som muligt. Herfra gik vi helt op og startede turen med en fantastisk udsigt fra det 1400 meter høje bjerg. De to store drenge ringede tre gange med fredsklokken. Dernæst skulle vi køres lidt ned ad bjerget og derfra startede vandreturen.

Først gik vi hen til en mindre vandfald, hvor vi fik lækker frokost, som guiderne havde arrangeret og derefter badede vi i det meget friske og kolde vand. Da vi var klædt om igen gik turen videre. Vi skulle ende fremme ved Vietnams største vandfald, som er 300 meter højt.

For at komme derhen måtte vi krydse nogle mindre floder. Det var sjovt og udfordrende. Det elskede drengene. Den yngste blev bundet op på fars ryg og sov selvfølgelig fra den flotte udsigt fra vandfaldet, da vi endelig nåede frem. Derefter gik turen hen til stedet, hvor vi blev samlet op af parkbussen. Efter en god og oplevelsesrig vandretur, var vi godt trætte da vi kom hjem.

Hoi An er en historisk by 40 minutter syd for Da Nang. Den er ikke ret stor og gågaden er utrolig hyggelig at slentre rundt i. Der går en flod gennem byen og der var lanternefest en aften vi tog derned, fordi det var fuldmåne.

Inden vi ankom til Hoi An fik vores chauffør lokket os til en skør turistfælde kaldet Coconut boats. Det er sivbåde, som nok ligner halve kokosnødder, der sejler i en flod, hvilket var rigtig hyggeligt lige indtil vi mødtes med resten af Vietnams turister ude midt på en stor sø, hvor der så er skruet helt op for dancemusik og man følte straks, at man blev hevet til et skørt turistshow i Lido’en. Mænd lavede tossede tricks med sivbåde og man blev på det kraftigste opfordret til at give dem drikkepenge. Den tur var noget af det mest komiske vi har prøvet.

Da vi ankom til Hoi An fik vi prøvet deres lokale nudler, cao lầu. Nudlerne skal blandt andet være kogt i vand fra en brønd, Ba Le well, for at være den ægte cao lầu. Inde i en baggård fik vi rigtig lækker aftensmad og da mørket var faldet på blev lanterne sat i vandet. Vi nød udsigten fra en blød stol, mens vi fik en fantastisk fodmassage.

I udkanten af Da Nang ligger Marble Mountains, som er en samling marmorbjerge, hvor man kan gå på opdagelse i forskellige huler med templer og toppen af et af bjergene giver en fantastisk udsigt ud over byen.

Vores sidste udflugt i Vietnam, for denne gang, blev til My Son Sanctuary, som ligger en times kørsel fra Da Nang. Det er meget nemt at booke en chauffør til sådanne udflugter og vi benyttede os meget af det. Ofte når vi kørte med Grab-taxi inde i byen, gav chaufførerne deres numre, så kunne vi kontakte dem, hvis vi manglede en chauffør.

Vi havde en dejlig varm og solrig dag, i blandt de gamle hinduistiske tempelruiner og følte at vi havde nået at se de steder vi havde ønsket at se. Vi var nu klar til at rykke videre mod Australiens vestkyst.

Farvel til Vietnam, men kun for denne gang. Vi vender helt sikkert tilbage.